søndag den 30. juni 2013

Mirakelnedskæringer

Berlingske har startet en artikelserie om "det baltiske mirakel", som går ud på, at hårde nedskæringer har forvandlet særligt Estland, men også Letland og Litauen til de bedste i EU. Argumenterne er, at deres økonomier vokser, at de er kommet med i euroen, og at den offentlige gæld er lav.

Hvad du bør vide

1. De tre lande blev ramt meget hårdt af finanskrisen, med voldsomme dyk i det økonomiske produkt. Det er normalt, at man har høj vækst efter sådan en omgang. Det skete også for USA under Depressionen, men det betød sgu ikke, at det gik godt i USA under Depressionen. Og i modsætning til dagens USA har de baltiske lande endnu ikke genvundet det, de har tabt.

2. Arbejdsløsheden for Estland, Letland og Litauen er på hhv. 8.7, 12.3 og 12,5 %. Jeg har svært ved at se succésen. Man kan sammenligne med Island, et andet lille land, der også blev ramt meget hårdt og foretog nedskæringer. Men Island havde sin egen valuta, som faldt drastisk og ad denne vej forbedrede den skide konkurrenceevne. De har i dag en arbejdsløshed på 5.6 %. De baltiske lande havde endda den fordel, at deres lønniveau var betydeligt lavere end EUs gennemsnit ved krisens udbrud, så de skulle ikke gennem en lang og fantastisk smertefuld 'korrektion' af niveauet som Grækenland.

3. De baltiske lande har haft massiv udvandring af folk, der søger lykken andetsteds. Win!

4. En lav offentlig gæld er ikke en økonomisk succés. Det er i stedet rigdom og velstand, som de fleste tager del i. Økonomien har ikke gavn af lav offentlig gæld, med mindre det er et middel til flertallets rigdom - men det er jo en stor diskussion, om det er sådan det hænger sammen. Så det succéskriterie siger mere om forfatterens emotionelle præferencer, end om økonomien er en succés.

5. Det samme gælder medlemskab af euroen. Det er et politisk succéskriterie, ikke et økonomisk. Se igen på Island (Polen kan også bruges), som har klaret sig bedre i høj grad fordi de er udenfor euroen.

6. De baltiske lande er små lande, hvor meget af efterspørgslen kommer fra udlandet. Så egne nedskæringer påvirker ikke efterspørgslen så meget som i større lande. IMF står fast på sit estimat om, at nedskæringer på 1% af BNP i krisetider gennemsnitligt vil skrumpe økonomien med 1,5%.

Martin Wolf i FT for mere.

lørdag den 29. juni 2013

USAs økonomi, skuffenotat

USAs økonomiske vækst vil skuffe i år, fordi The Federal Reserve har mere end antydet, at de vil holde op med at opkøbe statsobligationer, hvilket har skræmt investorer, og fordi kongressen har vedtaget nedskæringer, som IMF siger vil barbere ca. 1,8% af væksten. Det er ret meget.

torsdag den 27. juni 2013

"Jeg har den keltiske tiger på linjen - lige et øjeblik..."

Her optagelse fra 2007 af en samtale mellem to prominente irske bankmænd fra Anglo Irish, som dengang var den største irske bank. Anglo Irish gik konkurs under finanskrisen, hvilket udløste tabsdækkende garantier fra den irske stat på ca. 30 mia. euro, som skatteyderne betalte. I optagelsen afsløres det, at man havde løjet om bankens tilstand.



Men vi må huske på, at finanssektoren er et meget sart og følsomt væsen, som ikke tåler statens hånd. Så hellere holde hånden under.

tirsdag den 25. juni 2013

Læk! ert!

Obamas popularitet verden over er faldet drastisk, efter det er blevet lækket, at han er en hykler med hang til totalitære metoder.

Det er slemt, at han er bedre end alternativet.

søndag den 23. juni 2013

Straf dem, der ikke melder sig selv

Så snart man har vænnet sig til musikken, skruer Obama forstærkeren op til 11.
Even before a former U.S. intelligence contractor exposed the secret collection of Americans’ phone records, the Obama administration was pressing a government-wide crackdown on security threats that requires federal employees to keep closer tabs on their co-workers and exhorts managers to punish those who fail to report their suspicions. (...)

The Defense Department anti-leak strategy obtained by McClatchy spells out a zero-tolerance policy. Security managers, it says, “must” reprimand or revoke the security clearances – a career-killing penalty – of workers who commit a single severe infraction or multiple lesser breaches “as an unavoidable negative personnel action.”

Employees must turn themselves and others in for failing to report breaches. “Penalize clearly identifiable failures to report security infractions and violations, including any lack of self-reporting,” the strategic plan says.
Men det er Wikileaks og Snowden, der truer det frie samfund, ikke Obama...

(McClatchy via Digby via Atrios)

lørdag den 8. juni 2013

Om politisk enighed og overvågning

Glenn Greenwald har begået ugens scoop og publiceret lækket dokumentation for, at det amerikanske forsvarsministeries efterretningstjeneste NSA systematisk modtager data fra de største teleudbydere uden retskendelse eller konkret mistanke.

Ikke ligefrem en overraskelse for de mere kyniske af os, men det har lavet et herligt postyr. Det rykker dog næppe ved noget i USA eller her.

Det fik mig til at tænke: Tolerancen overfor overvågning er meget højere i dag end f.eks. tre årtier siden. Jeg kan umiddelbart pege på tre grunde:

1. Den Kolde Krigs afslutning og således også tabet af kommunismens overvågningssamfund som et fjendebillede, man definerede sig imod.

2. Internettets fremmarch og de sociale mediers succés, som gør en dyd ud af ekshibitionisme og voyeurisme.

3. Større personlig liberalisme, f.eks. vedr. homoseksualitet og børn udenfor ægteskab.

Men jeg har tænkt på en fjerde, som jeg tror måske er mere vigtig: Eroderingen af større ideologiske og politiske uenigheder.

Den klassiske liberale modstand mod statsovervågning gik på det politiske. For der var engang, at politiske meninger kunne splitte samfund og nationer - pacifisme, suffragisme, abolitionisme, nazisme, bolsjevisme, til eksempel.

Det er ikke så udbredt længere i de vestlige lande. Den skelsættende begivenhed var Murens fald og dermed også kommunismens, som førte til en større politisk enighed om, hvordan samfundet skulle indrettes, end man ville indrømme.

Nogle kalder den nye enighed for neoliberalisme. Den går ud på, at man opfatter højreorienteret økonomisk politik som grundlæggende rigtig, mens man vil (påstå at) føre en sådan politik for at opnå venstreorienterede mål. Ergo skærer man ned på velfærden for at redde velfærden.

Det blev af Tony Blairs chefideolog Anthony Giddens kaldt 'den tredje vej', fordi det skulle være vejen midt mellem kapitalisme og socialisme. Det eneste, som de politiske partier skulle repræsentere mht. økonomisk politik, var om man foretrak en større eller mindre grad af velfærd. Francis Fukuyama skrev også sin famøse bog om 'historiens endeligt', som gik ud på, at denne samfundsmodel havde vist sig at være den mest fornuftige, og nu var der ikke rigtig mere at diskutere, kun at udbrede modellen til resten af verdenen (bl.a. med krig).

Enigheden knager, for resultatet af den førte politik har været finanskrise og ulighed. Det er nu engang det, der sker, når man kører efter højreorienterede økonomiske principper. Men enigheden dominerer stadig: Både politikere og menigmand har svært ved at forestille sig et alternativ til lavere selskabsskatter, længere arbejdsuger og mere ulighed som svaret på de problemer, selvsamme økonomiske ideologi har forårsaget.

Men hovedsagen er, at folk ikke mener, at de har noget at være bange for. Hvis man ikke har noget at skjule, er der ikke noget at være bange for, og hvad kunne overhovedet være værd at skjule?