Dinosaur

C diskuterer formålet med NATO, mit eget svar på spørgsmålet om alliancens eksistensberettigelse vil jeg citere her til fornøjelse og overvejelse for denne blogs læsere:

At NATO er et produkt af Den Kolde Krig, at produktet var rettet mod Warszawapagten, og at produktets formål er forsvundet, mens selve produktet stadig står på hylden. Der kunne det have stået og samlet støv til evighed, hvis ikke man havde udløst musketer-éden pga. 9/11.

Jeg har svært ved at se, hvordan Afghanistan/Pakistan ender med andet end tilbagetrækning, og sandsynligvis vil Canada + vesteuropæiske lande trække sig ud først og lade de andre tilbage. Og eftersom en alliance er baseret på solidaritet, så står alliancen måske over for sit sammenbrud. Men mere sandsynligt; et dybt sår i den politiske og militære troværdighed.

En militæralliance skal have en modstander, der berettiger de resourcer, alliancen tildeles af medlemslandene. Ellers er den unødvendig eller unødvendigt stor. Sagt på en anden måde: Hvis man ikke kan sige, hvad man skal forsvare sig mod, så giver en forsvarsalliance ikke mening.

Og hvad det angår: Den mere eller mindre hypotetiske civilisationskrig er ikke engang tæt på at være eksistensgrund for et monstrum som NATO, og Europas befolkninger er heller ikke med på den, selv hvis nogle politikere synes godt om krig i fjerne lande. Det er også derfor, krigen i Afghanistan kun tildeles en brøkdel af NATO’s mandskab, selv om det går ned ad bakke. Indre uroligheder og raceoptøjer blandt minoriteter er heller ingen berettigelse for militæret - det er politiarbejde. Der er ikke nogen eksistensberettigelse, indtil Kina eller et andet land uden for NATO bliver stærkt nok til at udfordre alliancen.

Så NATO er en dinosaur, der er ved at drukne i Afghanistans tjæregrav. Det er mit syn på sagen.