fredag den 29. august 2008

Kylling

Lidt mere om Vedbys tanker om udenrigspolitik: Når han fremstiller konflikten om Syd-Ossetien som en viljestyrkeprøve mellem NATO og Rusland, følger det at begge lande vil forsøge at bluffe sig til sejren. Man vil puste sig op, nedstirre, dominere ved erklæringer og andre harmløse tiltag - som for eksempel at smide Rusland ud af G8 eller lave grænseprovokationer med Tupolev bombefly - for at få modstanderen til at bakke ned. Krig vil ingen jo have, men man har heller ikke lyst til at tabe, og særligt ikke, hvis éns renommé som verdensmagt er på spil.

Men hvis begge parter tænker sådan, så spiller man ikke poker, men kylling. En af de to deltagere skal dreje af først, ellers bliver begge slået ihjel. Men den, der drejer af, taber. Og det går ikke at tabe. Så kylling går nemt galt.

Mit Parti

Lidt tomgangsspekulation: Mange undersøgelser viser, at vælgerne foretrækker en generisk demokrat fremfor en generisk republikaner som præsident med ti til femten procentpoint. McCain står langt bedre i forhold til Obama, fordi han ikke i så høj grad identificeres med sit parti. Samtidig er et af Obamas problemer simpelthen at blive accepteret af vælgerne. Det er min fortolkning. Derfor kan jeg ikke se, at begge partikonventer kan gøre meget andet end at hjælpe Obama, fordi de først og fremmest er partikonventer. Hvert konvent vil associere sin kandidat med partiet, fordi konventerne ikke er meget andet end partiets kendiser, der holder tale efter tale, hvori de roser deres egen kandidat og skoser modpartens.

McCain vil nok få sig et lille skub i meningsmålingerne, men slet ikke så meget som Obama - hvis overhovedet.

Nå. Tre debatter og en sprint. Så ved vi om vi skal hamstre dåsemad eller ej.

torsdag den 28. august 2008

BM-21s in the late afternoon

Jeg har ikke lyst til at vide noget om Kaukasus. For mig er det endnu et Balkan: Fyldt med små, dumme stammer, der slår hinanden ihjel over ingenting. Sikkert et smukt sted, men ikke en region, hvis konflikter man burde vikle sin primære forsvarsalliance ind i de første mange årtusinder.

Men det er vist det, der er ved at ske. Så jeg bliver nødt til at vide noget om stedet; om ikke andet, så for at kunne skælde ud på journalister og politikere, og dupere mine medmennesker. Hårde vilkår.

Men i hvert fald: Her er en artikel fra WaPo om krigens udbrud, som bør læses, når nu mange åbenbart mener, at vi bør støtte aggressionsofferet. På trods af, ja, I ved. God moral, ikke?

Nej: Det ser ikke godt ud at erklære våbenhvile, samtidig med at man mobiliserer panser og mobilt artilleri ved grænsen. Saakashvili.

onsdag den 27. august 2008

Blot en observation

Schweiz har sine hemmelige bankkonti; profitgivende, hvidvaskende. Man bliver kun efterforsket for korruption i Schweiz, hvis man virkelig, virkelig er korrupt. Asif Zardari, Benazir Bhuttos enkemand, er korrupt, og har været under efterforskning af det schweiziske politi siden 1997.

Sagen er netop blevet droppet, samtidig med at Zardari sigter efter det pakistanske præsidentembede: En ny Musharraf. Zardari ønsker heller ikke højesteretten genindsat, og er blevet meget upopulær, så det er præcis, som det skal være.

Hvad er det helt præcist, som Schweiz og USA har med hinanden? Schweiz er mellemmænd mellem USA og Iran, og assisterede åbenbart CIA med A.Q. Khan. Netværk fra Den Kolde Krig, velsagtens.

Tja bum bum.

Mikkel Vedby Rasmussen

Mikkel Vedby Rasmussen. Chef for Dansk Institut for Militære Studier. Har han nogensinde sagt noget klogt? Noget indsigtsfuldt? Dette er hvad han har at sige til Ruslands anerkendelse af Abkhasien og Syd-Ossetien:
»Rusland er i øjeblikket i gang med at forme sin udenrigspolitik for de kommende 10-20 år. Hvis Vesten accepterer Ruslands handlinger, har de i sinde at blive ved ud af denne galej. Derfor spidser Rusland nu ører for at høre, hvor voldsomt Vesten reagerer på de russiske udmeldinger og handlinger«, siger han og fortsætter:

»Rusland er i gang med at teste Vesten. Rusland vil have en stemme, der magtmæssigt er på lige fod med Vesten. Også selv om det betyder, at man bliver uvenner med Vesten«.
Det er den samme gamle smøre han har fyret af i gud ved hvor lang tid; at udenrigspolitik er en styrkeprøve mellem viljer. Her om USAs missilskjoldsaftale i Polen:
Ifølge Mikkel Vedby Rasmussen trækker USA en streg i sandet efter den russiske fremmarch i Georgien.

»Det er en måde at sige til russerne, at de skal slappe lidt af. Men der er selvfølgelig fare for, at det gør russerne endnu mere sure, så det kan ende med, at de kommer rimeligt meget op at skændes, og det er ikke i hverken USA eller Ruslands interesse«, vurderer han.

Desuden viser aftalen om missilskjoldet, at det har konsekvenser at sætte sig op imod USA.

»Amerikanerne siger til Rusland, 'her var en ting, som I var rigtig meget imod, og som vi gerne ville have forhandlet med jer om - men det gider vi ikke mere'«, siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Eftersom al udenrigspolitik går ud på viljestyrke, så løses alle konflikter ved at de optrappes, for at kue modparten. Se denne udveksling:
Hvad skal Vesten konkret gøre for at få Rusland til at falde til ro?

»Der er en stribe muligheder. Man kunne for eksempel få Georgien ind i Nato, indføre sanktioner mod Rusland eller indkalde til møde i FNs Sikkerhedsråd«, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han fortsætter:

»Indtil nu har EU og USA reageret ekstremt forsigtigt - og måske også for forsigtigt. Derfor forsøger Rusland nu at optrappe konflikten ved at bryde med alt det, der har været Vestens politik i Georgien. Hvis Vesten vil tages alvorligt af Rusland, så er det nu, der skal siges nej«, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen.
Altså: For at få Rusland til at falde til ro, bør det isoleres, provokeres og tirres yderligere.

Idiot.

tirsdag den 26. august 2008

Vi er alle Hitler nu

Russerne kan også:
During the debate in the two chambers, several speakers compared Georgia's military action in South Ossetia with Hitler's World War II invasion of the Soviet Union.
Hitler, hvor er din brod?

søndag den 24. august 2008

Signalpolitik

Jeg tror, Karzai prøver at sende et signal til NATO/USA her:
Hamid Karzai, Afghanistan's president, has sacked an army general and a major after more than 100 civilians were reported to have been killed in an attack by US-led coalition forces.

Eyewitnesses and local people say more than 100 civilians, many of them women and children, were killed in the attack.

US officials say only three civilians were killed along with 25 Taliban fighters.

General Jalandar Shah Behnam, the head of the corps for western Afghanistan, and commando major Abdul Jabar, were fired for "negligence and concealing facts," a presidential decree issued on Sunday read.
Signalet er, at man fyrer dem, der bomber civile og lyver om det senere. Det har NATO/USA gjort en del. Ingen anelse hvorfor. Måske for at sælge krigen derhjemme. For det virker kun modsat hos afghanerne, der tager på vej over at få at vide at deres døde kvinder og børn var terrorister. Underlige mennesker.

Jeg ved faktisk ikke hvad man skal gøre ved Afghanistan; jeg er ikke sikker på, at flere soldater kan gøre det længere. Men det kan heller ikke blive ved på denne måde. Inden længe vender afghanerne sig også mod de vestlige styrker, de har jo set forestillingen før.

Jeg har altid syntes, at indsatsen var idiotisk: 9-11 kan ikke ske igen, fordi der nu er lås på cockpitdørene i jumbojets. De, der begik udåden, hoppede fra land til land, og levede det meste af deres liv i Tyskland og Saudi-Arabien. Tilbage er der kun uofficielle spilleregler om magt og dominans: Afghanistan burde have fået nogle missiler i hovedet, eller også burde Vesten have nøjedes med at støtte Nordalliancen udefra.

Som situationen er nu, er NATO Sovjetunionen i 1982, men med langt mere skrøbelige forsyningslinier. Fair enough: Afghanistan er en værdiløs sten. Men jeg er bange for hvad der så vil ske i Pakistan. Terrorisme er et blålys, et stupidt angrebspunkt. Pakistans atomvåben, til gengæld: De bekymrer mig. Og jeg er bange for, at et gentalebaniseret Afghanistan vil trykke så hårdt mod Pakistan, at landet falder fra hinanden, eller lige ned i et utilsløret og talebanvenligt militærdiktatur.

Jeg har ingen anelse. Men det her ender galt.

Dagens tanke

Det ville være rart, hvis "dansker" og "muslim" ikke var gensidigt udelukkende definitioner i undersøgelser.

lørdag den 23. august 2008

Bidens hensigtserklæring

Obama har valgt Joe Biden til sin vicepræsidentkandidat. Biden hyldes som ekspert i udenrigspolitik, selv om han trådte i den irakiske spinat lige så grundigt som McCain. Og hvis man ikke engang kunne se hvor dårlig en idé invasionen var, så fortjener man ikke prædikatet "ekspert". Det var Obama, der havde ret, erfaring eller ej. Men i DC er refleksiv krigslyst et tegn på styrke; ergo er Obama svag i udenrigspolitik, og Biden stærk.

Når jeg tænker på Bidens udenrigspolitiske kunnen, tænker jeg først og fremmest på Biden-Hashemi-resolutionen: Et forslag om et føderalt Irak i tre regioner, som Biden kaldte "blød opdeling". Det blev vedtaget i Senatet (hægtet på noget af forsvarsbudgettet), som en tilkendegivelse af Senatets ønske. En ren symbolsk lov, uskyldig og uskadelig, og del af Bidens egen præsidentkampagne: Forslaget skulle vise vælgerne Bidens vej ud af det irakiske morads.

Nej, uskadeligt var forslaget ikke: Symboler er jo tegn på hensigt, og vægtigere, når man er besættelsesmagten. En af de arabiske sammensværgelsesteorier om invasionen af Irak var netop, at USA gjorde det for at skære den største trussel mod Israel i stykker (uanset hvor kastreret Irak var i virkeligheden). Dette sagde Marc Lynch om sagen:
As meaningless, non-binding symbolic Senate resolutions go, Joe Biden just managed a doozy. By passing with 75 votes a meaningless, non-binding symbolic Senate resolution in favor of the partition of Iraq, Biden managed to simultaneously: infuriate nearly all Iraqis, who have virtually unanimously condemned the resolution (as have the Arab allies of the US, for that matter); let Senate Republicans off the hook by allowing them to say that they voted for change even though they continue to vote against anything real; and endorse an unworkable plan which would massively increase human suffering while working against American interests in the region and not actually solving the problems.
Reidar Visser:
It does not bode well for the future that the potential successors to President Bush seem to converge on a scheme that would be even more unpalatable to the Muslim world than Washington’s current policy. True, Bush invaded Iraq, and Paul Bremer weakened the country severely. There are worrying signs that some in the State Department, like Ryan Crocker, are already indistinguishable from Biden by tirelessly “encouraging” Sunnis to think in terms of federalism. But if his partition plans were implemented, Joe Biden would be remembered by Muslims and Arabs around the world in an altogether different way. He would be considered alongside other historical personalities who routinely are being accused by Middle Easterners for having destroyed their region completely: Arthur Balfour, Mark Sykes and Francois Georges-Picot.
Så klogere er Biden ikke. Men skidt med det; forslaget er forlængst glemt, og verden gået videre. Videre til et Irak, hvor de selvsamme shi'a-arabiske politikere, der dengang harcelerede over Biden-Hashemi-forslaget, er i gang med at føre det ud i livet:
An emboldened Iraqi government has launched an aggressive campaign to disband a U.S.-funded force of Sunni Arab fighters that has been key to Iraq's fragile peace, arresting prominent members and sending others into hiding or exile as their former patrons in the American military reluctantly stand by.

The Shiite Muslim-led government has long distrusted the fighters, many of whom are former insurgents. Senior Shiite politicians label some of the members murderers, and warn that there is no long-term obligation to employ them after their units are disbanded.
Den sunni-arabiske styrke, som al-Maliki vil opløse, er selvfølgelig Vækkelsen og Iraks Sønner, hvis skabelse var en af de største grunde til nedgangen i volden i sidste halvdel af 2007. Bevægelsens opløsning vil åbenbart ske i juni 2009, hvor den irakiske stat overdrages ansvaret for de sunni-arabiske militser af USA. Det er samme dato, hvor USAs styrker, ifølge den nyforhandlede SOFA, skal forlade deres faste poster i Iraks byer. USA vil til den tid have overdraget Iraks regering alle data om sunni-militsernes medlemmer, inkl. navne og bosteder. Så kan vi jo regne resten ud.

Alt dette understreger kun hvor hyklerisk irakisk nationalisme tit er. Biden-Hashemi brød et irakisk tabu, men hensigtserklæringen var ikke på det amerikanske senats vegne; den var på den irakiske regerings.

---

Måske Biden-Hashemi var omvendt psykologi?
Ezzet al-Shabender, a member of parliament from the secularist Iraqi List of former prime minister Ayad Allawi, actually credited the broad-based disgust triggered by Biden's proposal for helping Iraqi politicians bury their differences.

"His project was the reason behind the unity of many political blocs that once differed in viewpoints," he said, comparing it to the Balfour Declaration, a 1917 British note that backed the creation of Israel and is regarded across the Arab world as the ultimate colonial injustice.
Bury their differences along with the bodies.

fredag den 22. august 2008

Koldkrigsmusik

Krage søger mage:
Syriens leder, Bashar al-Assad, udtrykker sin fulde støtte til Ruslands angreb mod Georgien. (...)

Som tak for støtten har Medvedev meddelt, at Rusland har i sinde at levere krigsudstyr til Syrien.
Ahh...en ny kold krig, med stedfortræderkrige og våbenleverancer og spionfilm og hvad ved jeg. Glem alt om islam, this is the new nazi!

Så et hit fra de gode gamle dage, hvor radarfejl flere gange var tæt på at udslette menneskeracen.

torsdag den 21. august 2008

Data

Jeg har set mit snit til at krydsreferere strafferetlige afgørelser pr. oprindelsesland med folketal efter oprindelsesland, efter Danmarks Statistiks optegnelser for 2006. Kun for at puste til fremmedhadet, I kender jo mig.



Data fra dst.dk, Statistikbanken/Befolkning og Valg/Udlændinge/KRBEF3, og Statistikbanken/Sociale forhold/Retsvæsen/STRAFNA1.

Ok: Forbehold for data for kun et enkelt år, så upålideligt mht. de små nationer. Der er heller ikke skelnet mellem alvorlige og mindre alvorlige forbrydelser. Og, så vidt jeg forstår, så medtager dette ikke efterkommere, kun indvandrere - plus turister og gæstearbejdere. Alle, der er født et andet sted, og som er blevet dømt for noget i Danmark. Indfødte danskere markeret med rødt til sammenligning. Hvis det pågældende land har over 5,000 indbyggere i Danmark, så i lysere blåt. Hvis over 20,000, så tyrkis - forstået som skelnen mellem store og meget store indvandringslande. Tyrkiet er i en klasse for sig, med 55,000 statsborgere i Danmark. Ved ikke hvorfor DST stadig siger Tjekkoslovakiet.

Så tak til Europas vise herrer for Bulgarien og Rumænien i EU. Skidegodt. Data fra 2006 er endda før de kom med. Ellers viser dette:

1. At der er stor forskel på de enkelte lande.
2. At der er store problemer med pakistanere, tyrkere, libanesere og irakere, som alle har, eller har haft, stor indvandring til Danmark.
3. At bosniakker er ok indvandrere, islam eller ej. Bedre end grækere og kroatere...
5. At indonesere er meget flinke. Selv om de også er muslimer. Men lille nation (927 statsborgere), så forbehold.
6. At islændinge aldrig laver noget kriminelt. Eller aldrig bliver dømt for det. Hvad mon det går ud på?

Eureka!

Det viser sig, at indvandreres og flygtninges baggrund har en del at sige mht. om de klarer sig godt. How 'bout that!
»Når det handler om forældre­generationen, så er det derimod ikke overraskende for mig, at det har betydning, hvor man kommer fra. Palæstinensere har været vant til at skulle overleve fra det ene øjeblik til det andet, fordi de har levet i krig. Derfor har de svært ved langtidsplanlægning. Og både for palæstinensere og somaliere er det en meget lille del af forældre­generationen, der er i arbejde på grund af traumer. Det har en afsmittende effekt på deres børn, fordi de slet ikke har fået den ballast, det kræver at få en uddannelse og et arbejde,« siger Tine Nicolaisen.

De indvandrere i Danmark fra ikke-vestlige lande, der klarer sig bedst, når det handler om at være i arbejde eller under uddannelse, kommer fra bl.a. Vietnam, Sri Lanka og Bosnien-Herzegovina.
Mere her (PDF). Det er selvfølgelig lidt af et spark i nosserne, når nu bosniakker er muslimske. Måske det endda ikke har noget specielt med islam at gøre? How 'bout that!

Som sagt, så så jeg gerne en sortering af indvandrere og flygtninge, baseret på hvor godt de klarer sig efter oprindelsesland, måske krydsrefereret med uddannelse og andet kvantificerbart.

onsdag den 20. august 2008

Ord

Nu jeg er i gang med temaet "impotent overmod", så er Libanon også værd at tage med som eksempel. Der var ikke grænser for hvor stærkt USA og Frankrig bakkede op om den pro-vestlige regering efter Cedertræsrevolutionen. Men Israel fik grønt lys til sin ineffektive bombekampagne mod Sydlibanon, og sønderbombede samtidigt selvsamme regerings image hos befolkningen. Forudsigeligt nok kom Hizbollah styrket ud af den omgang idioti, og 14. Marts-koalitionen fandt ud af hvor lidt USAs og Frankrigs ord reelt betød. Nu plejer de atter omgang med Syrien og virkeligheden.

Via 'Aqoul.

Lige i kuglerne

Rusland må straffes, siges det. David Cameron har en god idé til hvordan:
Russia’s elite value their ties to Europe - their shopping and their luxury weekends. We should look at the visa regime for Russian citizens. Russian armies can’t march into other countries while Russian shoppers carry on marching into Selfridges.
Ouch! Udover det med bare at invadere andre lande, og udover det med at straffe civile for deres regerings handlinger, så viser det at de brave vesterlændinge ikke har så mange brikker at flytte med, hvorfor de må nøjes med symbolik. Men det er også det vigtigste. Via FP Passport.

mandag den 18. august 2008

Is our children learning?

Nu hvor NATOs udenrigsministre lover Georgien guld og grønne skove, er denne kronik af britiske Anatol Lieven fra april værd at læse. Nøglecitat:
Leaving aside domestic political calculations in the United States, what this whole process reflects is the profound infantilism of many of the Western attitudes concerned. In the United States, the infantile illusion of omnipotence, whereby it doesn’t matter how many commitments the United States has made elsewhere—in the last resort, the United States can always do what it likes; in much of Western Europe, the infantile syndrome of dependence on the United States, nurtured by a profound desire not to have to think and act in an adult fashion concerning the needs and costs of European defense; and in Eastern Europe, an infantile obsession with historical grudges against Russia.
Hvortil man kunne tilføje Ruslands paranoia og sårede ego.

Men det er rigtigt: Vesteuropa har overladt udenrigspolitik til USA, og alle spørgsmål reduceres derfor til at dreje sig om at være for eller imod hvad det nu end er, amerikanerne finder på næste gang. NATO lover alt til alle, samtidig med den er i gang med at tabe en krig i Afghanistan, fordi medlemslandene ikke gider ofre det nødvendige. Økonomien er i mellemtiden på vej ned - særligt i USA, hvor højrefløjen har trukket hele det politiske spektrum i retning af lavere skatter og mere krig, med eksploderende gæld som det forudsigelige resultat. Alt imens har amøben EU ikke engang en fælles energipolitik, og udmanøvreres igen og igen af Rusland i kampen om rørledningerne.

Det er simpelthen til grin. Mest, fordi det er selvforskyldt. Via Billmon.

Specificér!

Raapil skriver om en meningsundersøgelse af pakistanere, og stridspunktet er spørgsmålet om indførelse af "striks sharia". Problemet med disse undersøgelser er, at sharia er så mange ting, og at graden af intolerance ikke kan indfattes i et enkelt spørgsmål. For eksempel er det også sharia at overholde ramadanen, spise halal-slagtet kød, holde sig fra bacon og alkohol, osv. Så der burde være en række spørgsmål i stedet, på formlen: Mener du, at [X] bør indføres ved lov? Hvor X så kan være:

At kvinder skal gå seks fod bag mænd.
At de ikke må køre bil.
At de skal gå i burka/nikab/whatever.
At tyveknægte bør få hånden hugget af.
At utro bør stenes.

Og mere i den stenalderdur.

Hvad undersøgelsen desværre viser er, at pakistanere stadig mener at problemerne med de militante skyldes at USA har presset Musharraf til at presse de militante, der så bare har slået igen. Det er bollocks, men svært at gøre noget ved, idet ethvert pres udefra kun vil bekræfte vrangforestillingerne. Men Musharrafs tilbagetrædelse kan ikke skade; nu mister de i hvert fald den undskyldning.

Til sidst er der at sige, at hvis pakistanere virkeligt ville have et kalifat, så er der et parti at stemme på: Muttahida Majlis-e-Amal. Men de fik 2,2% sidst.

søndag den 17. august 2008

Ikke bange

FOCUS:
In an interview with the Russian Kommersant the President of Georgia Mikhail Saakasshvili stated that he is not afraid that a global conflict could start because of him, with the participation of Russia and the USA.
“I’ve seen so much cravenness over the last few days on behalf of the Russian militarism that I am not afraid of anything anymore,” he stated.
Besides that, Saakashvili accused Russia of inflaming the conflict and said that he does not intend to make compromises with “Putin’s regime” and that he is ready on anything to give Geargia [sic] back its territories.
Det var altså samme Saakashvili, som McCain nominerede til Nobels Fredspris i 2005 (sammen med Hillary Clinton, i øvrigt), sandsynligvis på foranledigelse af Randy Scheunemann. Hvis McCain vinder til november, så hold på hat og briller. Og tak guderne for, at USAs hær har travlt andetsteds.

Jøsses.

Team Shi'a

En vis Colin Kahl har været i Irak, og har mere om al-Sadrs nyfundne samarbejdsvillighed:
...Al-Maliki’s power position has also been bolstered by the decisions by nationalist Shiite leader Moqtada al-Sadr not to launch a concerted military resistance to U.S. and Iraqi government campaigns to weaken his Mahdi Army in 2007 and then to give up his political-military power positions in Basra, Sadr City and Amarah in 2008 without having been militarily defeated.

Petraeus and the U.S. military command in Iraq have asserted that al-Sadr’s decisions reflected the fact that the Mahdi Army had been weakened by U.S. military pressures. However, the broader set of developments over the past year suggests that the primary reason for Sadr’s willingness to give up military resistance was a strategic understanding with Iran to shift to political and diplomatic resistance to the U.S. military presence.
Jaså. Og dette vidste jeg ikke - åbenbart fulgte jeg ikke godt nok med:
High officials in the al-Maliki regime asserted repeatedly last fall that it was Iran’s intervention with al-Sadr that brought about the unilateral ceasefire of Aug. 27, 2007. Sadr’s decisions to give up military control of Basra and Sadr City before his forces were defeated were taken in the context of Iranian mediation between al-Sadr and the al-Maliki regime.

Iran’s strategic relationship with al-Sadr accomplished what the U.S. military never believed would be possible even in its most optimistic scenario -- the neutralisation of the most potent political-military threat to the regime’s stability. The ability of Iran to deliver that benefit to al-Maliki -- as part of a broader shift to an anti-occupation regime policy -- almost certainly strengthened the case that Iran made to al-Maliki for a demand for a timetable for U.S. troop withdrawal in the status of forces negotiations.
Jeg har tidligere tænkt over ironien i, at Moktada al-Sadrs beslutning om at forære Rådet og Kaldet (al-Da'wa) den militære sejr i den intra-shi'itiske borgerkrig om syden netop har gjort dem så sikre på egen dominans, at de har haft modet til at bede USA om at skrubbe af - hvilket hele tiden har været Moktadas mål. Det kan måske vise sig, at det ikke var tilfældets ironi alligevel.

Men hvem ved? Moktada studerer jo i Qom; der er måske grænser for hvor modig han er, når det er iranere, der passer på ham. I hvert fald har iranerne neutraliseret den ene af de to største forhindringer for iransk dominans over Irak - Mahdi-Hæren - og sat skub i en proces, der med tiden vil fjerne den anden - USAs hær. For al-Maliki ser grangiveligt ud til at mene hvad han siger:
U.S. officials admitted that al-Maliki’s overconfidence has influenced the status of forces negotiations, according to Kahl. None of the U.S. officials in Baghdad would "lead off with badmouthing the prime minister," Kahl said in an interview with IPS, but upon probing further, "you get a sense they are concerned that the al-Maliki regime has an inflated sense of his power."

The Bush administration hoped negotiations with al-Maliki on a status of forces agreement would legitimise a long-term U.S. military presence in Iraq and control over a number of military bases, but the Iraqi leader refused to go along with an agreement that lacked a timetable for withdrawal of all U.S. troops.

Al-Maliki’s new sense of confidence has been accompanied by a new political identity as a nationalist foe of the occupation, according to Kahl. "He is successfully fashioning himself as an Iraqi hero who kicked the Americans out. That makes him difficult to negotiate with."
Ali Al-Sistani, Iraks iransk-fødte øverste religiøse autoritet, har været optaget af ikke at gentage fiaskoen fra det shi'itisk ledede oprør mod briterne tilbage i 1920, hvor briterne efter oprørets nedkæmpelse bragte den sunni-arabiske minoritet til magten for at herske på Imperiets vegne - rutinerede imperialister var de jo. Al-Sistanis fokus har været at holde sammen på de shi'itiske fraktioner - det er ikke gået helt så godt. Men han må være svært tilfreds med hvordan det går. Ali Allawi skriver i The Occupation of Iraq om "Shi'a-Huset" i Regeringsrådet (det irakiske råd, der skulle rådgive og vejlede CPA, Paul Bremers midlertidige amerikanske administration), der meldte tilbage til al-Sistani mindst en gang om dagen:
The Shi'a in the Governing Council ... started a caucus called Al-Bayt Al-Shi'i (The Shi'a House), thinking that the Kurds and Sunni had organised themselves similarly.

(...)

The Shi'a House members were determined to not to repeat what they thought to be the disastrous decisions of their forebears during the 1920s. It was a commonplace amongst the Shi'a that by failing to cooperate with the British mandate authorities in the 1920s, and resisting occupation on the grounds of patriotism, they effectively handed over the governing of Iraq to the Sunni Arabs. A leading Shi'a polemicist, Hassan al-'Alawi, coined a memorable phrase regarding the 1920 Uprising, that the 'Shi'a's ultra nationalism cost them [control over] the nation'.
Team Shi'a - lidt som vores Jyske Trafikmafia.

torsdag den 14. august 2008

Stammekrig

I etniske konflikter er målet udryddelse eller fordrivelse. Derfor lyder det rigtigt, at syd-ossetierne er i gang med lidt hævn i Gori og omegn, beskyttet af russiske soldater. Jeg vil også tro at georgierne gik hårdt til den, da de havde kontrollen med Syd-Ossetien et kort øjeblik. Russerne har sandsynligvis samlet rigeligt med beviser, der skal retfærdiggøre Syd-Ossetiens endelige løsrivelse fra Georgien, som et perfekt spejlbillede af Vestens retfærdiggørelse af Kosovos løsrivelse fra Serbien.

Så lad os tale om Kosovo. Da serberne var ovenpå, gik de til den - også før NATOs bomber faldt. Da serberne trak sig ud, var det så kosovo-albanernes tur. Flygtninge begge veje.

Det er stammekrig. NATO ejer kosovo-albanernes forbrydelser, fordi vi gjorde dem mulige. Det er ikke retfærdigt, men sådan er det. På samme vis ejer Rusland nu syd-ossetiernes forbrydelser.

Dem om det. For dette er Kaukasus:
– Meanwhile, the North Caucasus remains a mess. It’s a bubbling stew of bickersome ethnic groups, currently ruled by pro-Moscow warlords, but poor, unstable, and riven by mutual hatreds. It’s relatively peaceful at the moment, but long-term this region has the potential to be a major strategic headache for Moscow. So Russia’s show of force may have a salutary effect here, at least in terms of deterring the various groups from doing anything stupid. It’s worth noting that the various North Caucasus leaders all rushed to pledge support and offer “volunteers” for the fighting.
Enhver fornuftig stat holder sig ude af sådan noget skidt. Det er kun surt for Rusland at de ikke rigtigt har noget valg. Fluernes herre!

Engelsk

Pakistans politiske elite taler engelsk. Pakistansk politik er dynastisk, og politikernes børn lærer engelsk som små. Når de er større, bliver de sendt på britiske eller amerikanske universiteter, hvor de ikke bare får en masse at vide om engelsktalende lande, men også netværker med ambassadeslænget. De forstår langt bedre hvad man skal sige til Vesten - hvilke knapper man skal trykke på - for at finde sympati og støtte, end den anden vej. Både Musharraf og Bhutto har været meget dygtige til dette: Musharraf markedsførte sig selv som sidste bastion mod islamisterne, mens Bhutto gjorde sig selv til demokratiets og fremskridtets fanebærer. Begge tog kegler hos et Vesten, der forstår pakistansk politik meget dårligt, og efter 9-11 var med på den værste.

Det hjalp ikke alverden i selve Pakistan: Bhutto blev sprængt i luften, og Musharraf er meget upopulær, og vil måske blive afsat meget snart (vi får se hvad hæren gør).

I de sidste dage har jeg set georgiske topdiplomater og Saakashvili selv stå til næsten fri rådighed for CNN og BBC World. Saakashvili har også en halvfast klumme i Wall Street Journal, USAs næststørste avis. Hans juristgrad kommer fra Columbia Law School i New York. Han har også studeret i Strasbourg i Frankrig. Han taler flydende engelsk, men med accent.

I interviews har Saakashvili sammenlignet denne krig med Sovjetunionens nedkæmpning af oprøret i Tjekkoslovakiet i 1968, Ungarn i 1956, og besættelsen af Afghanistan i 1979. Han fremstiller Georgien som demokratiets forpost, og har gjort det siden den såkaldte Roserevolution i 2003.

Saakashvili har også rehabiliteret mindet om Zhavi Gamsakhurdia, en lettere forstyrret og diktatorisk ultranationalist, der var Georgiens første præsident efter Sovjetunionens fald, før han blev kuppet ud af Sjevardnadze. Han har længe talt om at gøre op med udbryderrepublikkerne. Han blev valgt som nationalist. Han har været god for økonomien, og gjort noget ved korruptionen, men opfattes som uforsigtig og overilet.

Behøver jeg sige mere?

Måske kun at Scheunemann har en direkte linie til McCain.

Jeg er nu officielt bekymret.

onsdag den 13. august 2008

En luftbro for langt

At bruge det amerikanske militær til at flyve nødhjælp ind til Georgien, alt imens russiske tanks laver hjulguf rundt omkring Gori, slår mig som en temmelig dårlig idé. Men Bush skal jo vise opbakning til de stakkels georgiere; Saakashvili vil have noget for sine penge.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så går der en del forsyninger til ISAF-styrkerne i Afghanistan gennem Georgien, og videre over Azerbaijan og Turkmenistan. Armenien er pro-russisk, så den går ikke. Det eneste alternativ er gennem Pakistan.

Nå. Det vigtigste er symbolikken, ikke dens konsekvenser. Lord almighty.

Drømmer om krig

Gammel pointe, men hvad fanden: Grunden til, at de neokonservative kun kommer med ganske vage forslag til politik, er, at de er drømmere. De drømmer om krig. De er ganske besat af 2. Verdenskrig, og til en mindre grad Den Kolde Krig. Den realpolitik, den umådeligt langsomme og tålmodige inddæmning af de kommunistiske imperier, der rent faktisk var Vestens førte politik under Den Kolde Krig, keder dem. Derfor foretrækker de at se konflikten i lyset af Reagan, som de har idoliseret i ridderrollen: Han vandt over Det Onde Imperium næsten alene, er opfattelsen.

De neokonservatives vage, upræcise formuleringer dækker over et syn på verden, hvor krig er godt. De har kun foragt tilovers for diplomati, men risikerer nødigt deres egen hud i den virkelige verden. De er riddere i tanken, og intet andet. Når de endelig skal tage livtag med virkeligheden, som i Irak, Afghanistan eller, ja, Georgien, så kan de ikke.

De er et stort problem.

tirsdag den 12. august 2008

Varm luft

Thorning forsøger at se benhård ud. En rigtig general: Til højre, til højre, luk flanken!

Beregnende og gennemskueligt.

Hendes fortolkning af gårsdagens krig er denne: At Rusland overfaldt Georgien. At det er en russisk optrapning. At Bush har håndteret dette godt. At det bør fordømmes hårdt.

Så lad os få det på det rene: Optrapningen var georgisk. De begyndte. Og de begyndte ved at bombardere Tshkinvali i grus, med et ukendt antal døde civile. Dette efter en uges små træfninger med syd-ossetiske styrker.

Denne ubelejlige sandhed ødelægger selvfølgelig billedet af et ensidigt aggressivt Rusland, hvorfor den er forsvundet ned i Hukommelseshullet, åbenbart for samtlige danske politikere.
"Desværre får kamphandlingerne foreløbigt den konsekvens, at Georgien formentlig ikke kommer med i Nato. På den måde har russerne fået det, som de vil have det. Det er en meget sørgelig situation, for Georgien er ikke det eneste grænseland, som Rusland er optaget af," siger Helle Thorning-Schmidt med tanke til Ukraine.
At ville have et land med underlige grænser og etniske konflikter, der griber ind bag hovedmodstanderens territorie, med i egen forsvarsalliance, er dårlig stil, med mindre man vil konflikten. Dette burde være eftertrykkeligt bevist ved at det var Georgien, der eskalerede konflikten til krig. Det er så basalt, som noget kan være i sikkerhedspolitik. For fanden da. Og det er grunden til at lande som Frankrig og Tyskland er lunkne ved Georgiens medlemskab.

Det er ikke fedt for Danmark at vores politikere er for dumme til at forstå det.

Med mindre
- dette ikke er andet end tomme ord, valgflæsk, varm luft og vindfrikadeller. Georgien har nu fundet ud af hvor meget sådan nogle er værd: Ingenting.

Tap that ass!

Præcedens

Et ekko af Citizens pointe om Irakkrigens præcedens, her en udtalelse af en af Ruslands førende udenrigspolitiske eksperter:
I think [the war against Georgia] was unquestionably worth doing, Aleksei.

(...)

The neoconservative bubble that basically built up over the nineties said, incorporating former Soviet states into its former opposed alliance, turning them against Russia, that's okay. Humiliating and castrating Russian allies like Serbia, that's okay. Treating Russia like an irrelevant nuisance at best, that's okay. Concocting grand moral ideas that say these acts are noble, that's okay.

And that built up as a bubble, Aleksei.

We needed to go over there, basically, um, and um, uh, take out a very big stick, right in the heart of that world and burst that bubble, and there was only one way to do it. Because part of that bubble said, "we've got you".

(...)

What they needed to see was Russian boys and girls going house to house, from Gori to Tblisi, um and basically saying, "Which part of this sentence don't you understand?"

You don't think, you know, we care about our national pride, you think this bubble fantasy, we're just gonna to let it grow?

Well, Suck. On. This.

Okay.

That, Aleksei, was what this war was about. We could've hit Estonia, it was part of that bubble. We coulda hit Ukraine. We hit Georgia because we could.
---

mandag den 11. august 2008

Natmusik

Evt. natsværmere bedes for fremtiden holde sig fra mine næsebor. Bvadr.

Sarajevo-metaforen

Jeg er ikke den eneste, der bruger den.

Zen og Udenrigspolitik

Et demokrati går som regel ud på at stemme på det parti, man er mindst uenig i, eller vælge den mindst dårlige kandidat. Så skønt Obama udenrigspolitisk er hundrede engelske mil bedre end McCain, så er det stadig ikke så godt, at Zbiegniew Brzezinski er en af Obamas rådgivere.

Det er fortiden, der spøger. Selv om Muren er faldet, så har de gamle koldkrigere svært ved at rive sig løs af verden af i går. Uffe Ellemanns fjendskab til Rusland og kærlighed til Tyrkiet skal ses i dette lys; Tyrkiet var en meget vigtig brik i NATOs forsvarsværk. At lukke Tyrkiet ind i EU har ikke alverden at gøre med EU, men alt at gøre med at integrere Tyrkiet i den vestlige blok, politisk såvel som militært (gad vide, hvad Uffes holdning til kurderne er?).

Brzezinski fyrer følgende falske metaforer af her: Rusland er ligesom Nazityskland. Som Sovjetunionen. Som Hitler og Tjekkoslovakiet. Som Stalin og Finland. Osv.

Nej. Putin er et røvhul. Ja. Der er ingen grund til at holde af ham, eller undskylde hans mange forbrydelser. Der er i og for sig heller ingen grund til at behandle Rusland som andet end en potentiel fjende, man bør inddæmme. Men efter kommunismens sammenbrud er der ingen forskel på Rusland og så mange andre diktaturer, ud over at Rusland har atomvåben og masser af naturgas.

Og det er det. Sovjetunionen er væk. Nazityskland er væk. Dette er en ny verden, og for at forstå den må man smide de gamle metaforer væk, fordi de forvrænger forståelsen af virkeligheden.

Og virkeligheden er, at det eneste, der gør Rusland stærkt, er dets indtægter fra naturgas. Så hvis man partout vil feje benene væk under Rusland, gør man det ved at blive energiuafhængig. Det ville samtidig feje benene væk under Saudi-Arabiens wahhabisme-eksport. Råstofstater er notorisk korrupte. Det skyldes, at rigdommen kun flyder fra en kilde, og kampen om denne gerne foregår i det politiske mørke; under bordet, bag gardinerne, hvad man vil. Ærligt arbejde har intet at sige her, og den, der sætter sig på naturresourcerne, monopoliserer gerne også resten af markederne, ved sine politiske forbindelser og økonomiske pondus. En sådan stat er ingenting i sig selv. Ergo er det faktisk bindegalt, at de industrialiserede lande ikke skærer halvdelen af militærbudgettet og bruger pengene til at forske i og fremme energiuafhængighed. Det ville være langt, langt mere effektivt end hvad det så end er, man forsøger nu.

Men sådan ser koldkrigerne ikke på sagerne: Problemerne opfattes grundlæggende som militære og geopolitiske, og deres løsninger tilmed. Som under Den Kolde Krig. Men det er fortid, og vi lever i nutiden. Så vogt jer for de falske metaforer.

---

Og Holbrooke. Han rådgiver Obama. Hørte Holbrooke kalde dette et "Anschluss" på BBC World forleden. Eller også var det CNN. Og nazister må man jo bekrige, det var historiens lektie.

Sammenfald er stadig ikke nødvendigvis sammenhæng

Over hele æteren: Rygning gør dine børn dumme i hovedet.
Det er uklogt at ryge, hvis man vil have en god karakter i folkeskolen. Det viser en undersøgelse af sammenhængen mellem rygevaner og årskarakterer blandt elever i 8. og 9. klasse i Silkeborg. (...)

Det er første gang, der påvises en sammenhæng mellem rygning og karakterer i skolen, og undersøgelsens resultater er tydelige. (...)

»...det er en klar tendens, at rygning påvirker elevernes resultater på en eller anden måde«, siger Christina Fruergaard, der blev bedt om at se på den konkrete rygesammenhæng i forbindelse med et større videnskabeligt arbejde.

Lederen af det kommunale tobaksforebyggelse, Rikke Gjellerod, bad hende om at gennemføre projektet.

»Jeg synes, det er væsentligt, at vi nu kan oplyse forældrene om, at der er en sammenhæng mellem karakterer og rygning. Og eleverne skal også vide det, når de vælger om de vil ryge eller ej«, siger Rikke Gjellerod.
Forkert. Der er ingenlunde påvist en sammenhæng, kun et sammenfald. Det kunne lige så godt tænkes at rygning er en virkning af den årsag, der også giver de rygende dårligere karakterer. Årsagen kunne for eksempel være værdier tilknyttet en social klasse - nu det for længst er slået fast, at folk fra relativt fattigere vilkår med relativt kortere uddannelse også lever mere usundt.

Christina Fruergaard burde faktisk hives for UVVU, eftersom hun medvirker i bestilt propaganda. Af en eller anden grund tror jeg ikke det vil ske.

søndag den 10. august 2008

Politisk magt vokser ud af et geværløb

Moktada al-Sadrs beslutning om at lade Mahdi-Hæren gå i sig selv er muligvis militær sund fornuft, hvis målet er at bekæmpe USAs professionelle hær. Men en konsekvens har været at tillade politiske udrensninger af Sadr-tro lokalpolitikere og autoriteter. I byer som Amara og Maysan er ellers velfungerende lokale administrationer kylet ud, fordi de har været del af Sadr-bevægelsen. Efter våbenhvilerne tillod Den Irakiske Hær at overtage kontrollen af Basra og Sadr By (på betingelse af, at USAs hær holdt sig væk), iværksatte regeringen offensiverne mod Mosul, Amara og Maysan, ene og alene med det formål at cementere regeringspartiernes kontrol over den politiske proces. Det er nu sket, og Moktada har tilladt det.

Mahdi-Hæren var et lag, der voksede ud af borgerkrigens nabolagsmilitser, og fæstnede sig oven på den velgørenhedsorganisation, der udgør Sadr-bevægelsens hjerte. Velgørenhedsorganisationen lever stadig, men med borgerkrigens kølnen endte Mahdi-Hæren med at være en formålsløs stat i staten, og dens skatteinddrivelse mange steder i simpel afpresning. Mahdi-Hærens uregerlighed lå også bag al-Sadrs oprindelige ensidige våbenhvileerklæring tilbage i august 2007.

Al-Sadr har just annonceret en omorganisering af Mahdi-Hæren, der herefter skal tilegnes religiøs og social velgørenhed, som såkaldte Momahidoun. Mahdi-Hæren er hermed ophørt med at eksistere. Det er fint nok; magten konsolideres. Et større problem er det, at regeringspartierne ikke tillader Sadr-tro politikere nogen magt. Et demokrati fungerer kun, hvis de politiske blokke stoler nok på hinanden til at risikere at tabe et frit valg. Det, som regeringspartierne har gjort ved sine offensiver i Mosul, Amara og Maysan, har været autokratisk: Fjerne politiske modstandere fra deres poster, og sørge for, at der ikke er nogen risiko for at tabe det forestående lokalvalg – hvis kurderne vel at mærke nogensinde lader valgloven gå igennem.

Sadristerne havde kun politisk repræsentation, så længe de havde deres egen hær. Nu, hvor Mahdi-Hæren er væk, er de udelukket fra den politiske proces. Det afslører – mere end noget andet – hvor hult det irakiske demokrati er. Med kontrol over oliehavnen Basra og indtægterne derfra har regeringspartierne sandsynligvis penge nok til at klare sig uden USA, der spillede sin hånd for hårdt ved forhandlingerne om den ny samarbejdsaftale (SOFA), og derved skræmte shi'a-politikerne til at forlange en tidsfrist for amerikansk tilbagetrækning. Og nu vender disse ryggen til sunni-trekanten og kurderne, og løber med Sydirak. Det er Iraks fremtid: Et skindemokrati, der dækker over et Iran-venligt autokrati.

Om ikke andet, så er det godt, at shi'a-araberne er deres egne herrer nu. Muligvis vil regeringspartierne også lade deres politiske forskelle udspilles indenfor en demokratisk ramme. På sigt. Hvem ved.

Obi-Wan has taught you well

Jeg ser, at Putin har lært lidt om de vestlige medier: Skal man vinde folkestemningen, så skal man beskylde modstanderen for folkemord. Så magtfuldt et ord siden Rwanda, skønt noget udvandet efterhånden.

Udmærket analyse på A Fistful Of Euros.

lørdag den 9. august 2008

Casus Belli & Carte Blanche

Hvordan det moralske regnskab end går op i sidste ende, så står det nu klart, at Georgien har tabt:
The first thing to understand about the war between Russia and Georgia is that Georgia has lost. As Doug Muir explains, seizing South Ossetia required the quick severing, and then holding, of a single key route leading from the Caucasus peaks to the South Ossetian capital of Tskhinvali. (...)

The Georgians did not get it done.
Og nu slutspillet, hvor vi skal se hvor meget internationalt omdømme Rusland vil ofre på at bombe Georgien i grus. Ansvaret for dette udfald falder på Saakashvili, der faldt for syd-ossetiernes provokationer, og har vist sig som et utål- og overmodigt brushoved. Han har satset sit land på denne ene aktion, og tabt.

Hvem, der her kan kræve sin gode ret, er ligegyldigt. Det er ikke en god allieret, der risikerer en storkrig for et lille, elendigt stykke lands skyld. Ej heller er det en god allieret, der raser i krig for denne første allierede, i så fald McCain var i Det Hvide Hus. Det er det, der er så dumt ved Foghs udenrigspolitik, der kun går ud på at hænge på USA: Vi kan ryge ud i lort, fordi vi giver frikort til ubetænksomme allierede. Irak er et udmærket eksempel; dette kunne have været et andet.

Det gør man bare ikke. Man går ikke med til hvad som helst. Hvis éns ven er fuld, sørger man for at han ikke kører hjem, og man sætter sig i hvert fald ikke ind på bagsædet samtidig. Det er sund fornuft.

Guns of August

Sweet. I keyboardkrigene om Syd-Ossetien skuffer hverken Uffe eller Fogh - skønt Fogh, forfriskende nok, indrømmer at han ikke ved noget om sagen:
Selv om Anders Fogh Rasmussen siger, at det svært at »sætte sig ind i baggrunden« for konflikten i den prorussiske udbryderprovins, så kan det ikke retfærdiggøre Ruslands angreb, mener statsministeren.
Nej, det kunne ikke tænkes, at der var noget i baggrunden, der kunne retfærdiggøre Ruslands angreb. Selv om det selvfølgelig var Georgien, der efter mange ugers små grænsetræfninger med syd-ossetierne eskalerede konflikten ved at sønderbombe Tskhinvali. Whatever. Nu mangler vi bare Søren Pind. Til gengæld har vi McCain, der - som ved Nordkorea - er mere krigerisk end Bush/Cheney-administrationen:
"Sen. McCain is clearly willing to note who he thinks is the aggressor here,” [Scheunemann] said, dismissing the notion that Georgia’s move into its renegade province had precipitated the crisis. "I don't think you can excuse, defend, explain or make allowance for Russian behavior because of what is going on in Georgia.”
...sagde altså Randy Scheunemann, McCains udenrigspolitiske toprådgiver, og tidligere lobbyist for Georgien. I shit you not.

Altså: Eftersom det på gældende tidspunkt ikke er klart hvem, der gjorde hvad, så burde man holde sin mund, før man ved mere. At ovennævnte politikere alligevel ikke holder sig tilbage - og måske nøjes med at "opfordre til tilbageholdenhed" i stedet - viser, at dette drejer sig om at have valgt side på forhånd.

Men at lade det storpolitiske spil afhænge af etniske stridigheder i små, dumme lande, er prøvet før, uden særligt gode resultater.

---

Mere McCain her.

fredag den 8. august 2008

Let the blame games begin!

Pro-Georgien/Anti-Rusland her. Pro-Rusland/Anti-Georgien her og her.

Let the games begin!

Regel nr. 1 i udenrigspolitik er, at man intet ved. Eller; at man ved så lidt om emnet, at man sandsynligvis tager fejl. Jeg ved meget lidt om Georgien, Syd-Ossetien og Abkhasien, så jeg vil ikke føre mig frem, kun linke her og der.

Om alle de andre, der heller ikke ved alverden, kan jeg til gengæld spå: Det meste af den danske højrefløj vil skyde hele skylden for dette på Rusland, og ikke nævne Kosovo med et ord. Politiken vil til gengæld sige at det hele på en eller anden måde er USAs skyld. Søren Pind, Tøger Seidenfaden, jeg stoler på jer! Skuf mig ikke!

---

Hvordan Georgien slipper ud af dette uden at få grusomme tæsk, og miste både Syd-Ossetien og Abkhasien i forløbet, kan jeg ikke helt se, for NATO har næppe tænkt sig at gå i krig med Rusland over Syd-Ossetien - vi har alligevel ingen indsatsstyrker tilovers, de sidder i Irak og/eller Afghanistan. Måske håber Saakashvili på en hurtig sejr og hårdt diplomatisk pres for våbenhvile, for at konsolidere det vundne territorie. Og hvis ikke det sker, vil Rusland vel nøjes med at bombe Tbilisi i grus, fremfor en tærende besættelse og tilhørende PR-katastrofe. Således vil den sidste brik i det jugoslaviske puslespil være på plads...

Gætter jeg på. Men hvad ved jeg.

onsdag den 6. august 2008

Mordbevis

Skønt jeg påskønner de politiske fordele ved et skudsikkert bevis på at den amerikanske administration løj USA ind i Irak, så er det også en diskussion, der i den grad burde høre fortiden til.

De løj. Hold kæft, hvor de løj. Jeg vidste temmeligt lidt om Mellemøsten tilbage i 2002/2003 i forhold til nu, men selv da kunne jeg gennemskue løgnen om samarbejdet mellem al-Qaeda og Saddam Hussein med det samme. Rent faktisk var det det, der først fik min edderkoppesans til at ringe.

Der er rigeligt med beviser. At det endnu ikke er almindeligt accepteret at Bush/Cheney-administrationen løj om Irak, så Baron von Münchhausen ville have rødmet ved det, kan kun forklares politisk: Der er nogen, som simpelthen ikke vil acceptere hvor grelt, det hele er foregået de sidste fem år. Fordi de holder med USA, og altid har gjort det. Eller fordi de hader muslimer mere end de holder af sandheden.

Flere beviser, uanset hvor holdbare, vil ikke gøre nogen forskel. De kan selvfølgelig give mere ammunition til den politiske kamp om den etablerede sandhed. Men selve sandheden om løgnen ligger fast.

Derfor har jeg det lidt underligt med miltbrandsagen. Hvis det skulle vise sig, at dele af det amerikanske statsapparat slog fem amerikanere ihjel for at starte en unødvendig krig, så har jeg svært ved at se at det skulle være værre end at starte en unødvendig krig. Hvori en del flere mennesker end de fem miltbrandsofre er gået til.

Det er det underlige forhold, man har til krig: På en eller anden måde gør det ikke så meget med de mange mennesker, som er blevet flået, sønderrevet eller gennemhullet ihjel i løbet af Irakkrigen. Fordi det er krig, og sådan er krig.

Nej. Krig går ud på at slå folk ihjel. Hvis krigen er unødvendig, så er det at slå folk ihjel uden grund. At slå folk ihjel uden grund er mord. Ergo er dem, der begyndte en krig uden grund, mordere. Ingen nævnt, ingen glemt.

Mere Kina

Den økonomiske afmatning er nået til Kina (via Calculated Risk).
Chinese factories reported a plunge in new orders last month. Exports are barely growing. The real estate market is weakening, with apartment prices sinking in southeastern China, the region hardest hit by economic troubles.

(...)

China’s slowing growth is one reason that gasoline prices have fallen in the United States, for example. Similarly, world prices for metals like copper, tin, zinc and aluminum have tumbled in the last several weeks, as voracious Chinese factories have closed, or cut back their consumption.
På lang sigt er det økonomiske udfald af kreditkrisen og resourceknapheden her i Vesten en genregulering af finanssektoren, mere hjemmeproduktion, mere arbejde og dyrere varer. Hvor stor betydning det får på det politiske felt kommer an på hvor hårdt og hvor længe, det slår. Men regeringer har det med at blive stemt ud, når økonomien går tilbage.

Det, jeg er mest er optaget af, er, hvordan Kina vædrer dette. Det er den første hårde prøve siden globaliseringen tog fat. Der var lidt tilbage i 1997, men det var en finanskrise; det her drejer sig om langt mere grundlæggende uheldigheder, som tilsammen er skabt til at hive tæppet væk under Kinas økonomi. Efter listen, der bl.a. også forudsagde, at Freddie Mac og Fannie Mae skulle reddes på et tidspunkt.

Muntz time

Kinas Olympiske Lege bliver nok ikke den propagandasejr, vokskabinettet kunne have tænkt sig. Fra BBC:
Smog obscures Beijing's stadium

(...)

The spokesman for the organisers, Sun Weide, said pollution control measures over the past decade would work.

According to data from Beijing Environmental Protection Bureau, air quality on Monday was still considered a "blue sky day".

But the BBC’s own test found one major pollutant, particulate matter, was almost six times higher than the recommended level.
Fra LA Times:
Despite a string of pyrite promises by both Chinese representatives and the IOC, Internet access at the Olympics was cratered with blacked-out sites, including Amnesty International, the L.A. Times Olympics Blog and Wikipedia. (Which left, what, MySpace and online backgammon?)

Rob Faris of Harvard’s Berkman Center for Internet and Society called China's approach puzzling. "Providing a large number of journalists with a censored Internet connection when they were promised an open Internet is naturally going to draw a lot of critical stories in the media," he said.

And so it did. It seemed that every major U.S. newspaper and broadcast network had its own story on China’s "Great Firewall," many stating how outrageous it was that Western media should have its information controlled by an oppressive regime.
Fra Berlingske:
To udenlandske journalister er blevet overfaldet og tævet af det kinesiske politi. De to journalister var i den kinesiske grænseby Kashgar i Xinjiang for at dække terrorangreb mandag, hvor to mænd dræbte 16 paramilitære politibetjente.
Når man slår løs på udenlandske journalister, kommer de dårlige historier. Man skulle tro at politistaten kunne besinde sig en enkelt måned, men undertrykkelsen og manipulationen er vist blevet en vanesag. Så derfor, til de totalitære bæster:

tirsdag den 5. august 2008

Benzin & Musik

Benzinpriser. Verdens temperatur. Hvis en orkan mod forventning misser USAs golfkyst, går benzinpriserne i Danmark ned. Hvis en rørledning i Nigerias floddelta bliver saboteret, går priserne i Danmark op. Det er underligt jordnært.

Ellers er mit hoved tomt i dag. Så her er noget pausemusik.

mandag den 4. august 2008

Flex

Den eneste grund til, at sagen om EU-domstolen giver DF "strid medvind", er, at de EU-positive partier er kujoner. Store, feje kujoner. De er kujoner, fordi de er bange for en ærlig snak om EU. Men det har sine grunde:

Det drejer sig om fleksibilitet indenfor EU. Der er ingen. Man er med til alt eller ingenting. Forhandlinger er der, javist, men om en model, der skal gælde for alle. Kun undtagelsesvis er der plads til undtagelser. Ha ha. Hvis der derfor viser sig, at en nations mærkesag er kommet i klemme, er det da allerede for sent at gøre noget ved det - så hellere prøve at mørkelægge problemet, fordi det ellers kun kan øge modstanden mod EU, hvis det kommer for dagens lys. Derfor har de EU-venlige partiers strategi været at tysse diskussionen ned; EUs konstruktion tillader dem ikke andet.

DF er mange ting, men de er ikke kujoner.

søndag den 3. august 2008

Angstskift

Pakistan-angsten slår ud her, her og her. Jeg fornemmer, at det er ved at gå op for folk, at Pakistan er et langt, langt vigtigere land end Afghanistan, på alle måder.

Jeg skylder i øvrigt PET en undskyldning: Selvmordsbomberen, der angreb Danmarks ambassade i Islamabad, kom fra Saudi-Arabien:
In recent weeks, Pakistani, Arab, and Western journalists have reported that non-Afghan Muslims—including Muslims from Europe and North America—were “flocking” to Afghanistan, in part because some were relocating from Iraq, but mostly because there is a widespread perception among Islamists that the West is on the ropes in Afghanistan (Timesonline, July 21; Daily Times [Lahore], July 19). Abu-al-Yazid, for example, said in his interview with GEO-TV that the suicide bomber that attacked the Danish embassy had arrived from Saudi Arabia, though Saudi officials said the man was not an Arab and was not a Saudi citizen (AKI, July 23).
Det ser ud til at Cirkus Jihad er ved at slå teltpælene ned i Pakistan, nu hvor Iraks sunnier ikke længere vil have noget med dem at gøre. Det gør det nok ikke nemmere for Pakistan.

lørdag den 2. august 2008

Egoisme er et tveægget sværd

Tænker højt her. I liberalismens grundbog er økonomiens drivkraft egoismen, idet personlig vinding opnås ved at give andre det, de vil have. Producenterne konkurrerer med hinanden om at give forbrugeren det bedste produkt, fordi de vil tjene penge til sig selv, og forbrugeren vælger det bedste til prisen, fordi han vil være god ved sig selv. Liberalismen siger derfor at markedet bør reguleres så lidt som muligt, så disse markedskræfter kan virke uhindret, til alles bedste.

Det åbenlyse hul i denne teori er, at egoisme ikke nødvendigvis fører til ærlig konkurrence. Hvis egoisme er drivkraften, og markedsforvrængende moral og ideologi ikke er med i billledet, så kunne producenterne lige så vel finde på andre ting for egen vindings skyld. F.eks. kunne de lyve eller skjule oplysninger om produktet for køberen, lyve om andres produkter, eller finde sammen i et priskartel. Til skade for økonomiens effektivitet, men helt i tråd med et ureguleret marked.

Ergo er forbrugervenlig regulering godt for konkurrencen, og dermed for økonomien. Gennemsigtighed er det vigtigste. Kreditkrisen lægger en dæmper på investeringslysten, netop fordi folk ikke har verdens anelse om hvad der er foregået i bankerne, og hvor mange dårlige lån de sidder på. Bankerne ved det tit ikke engang selv. Det er også derfor det er en anelse bindegalt at udlicitere krig til private; krigszoner er gerne lovløse og uigennemsigtige; et mørke, hvori sælger kan undslippe ansvaret for den solgte ydelse.

fredag den 1. august 2008

Sexet Musik

For visse.

Over Indus

Fra et udmærket interview i Harper's med en Ahmed Rashid:
FATA is now almost entirely controlled by the Pakistani Taliban militias who in turn provide cover, protection, and sanctuary to the Afghan Taliban and to Al Qaeda. (...)

Now the Pakistani Taliban are expanding their area of control in the settled areas of the North West Frontier Province. They have reached Attock on the Indus river, which is really the cultural and social dividing line between Afghanistan-Central Asia and Punjab and the Indian subcontinent. This is a very dangerous development for Pakistan and the world.
Forudsat at krigen i Afghanistan skal vindes, må talebanerne i Pakistan imødegås. Dette kan kun ske fra pakistansk side, da en krig mod selve Pakistan er urealistisk, mildt sagt. Tricket er at få dem til det. Hæren vil ikke af sig selv, den tænker mere på Indien. Om en omfattende "normaliseringsplan" i grænseområderne:
...until Pakistan takes some radical political steps in FATA, this development money should be held back. At the moment, any aid money would end up either with the army or the Taliban. At the same time it would be ruinous if U.S. troops were to cross the Durrand Line and attack FATA. It would unleash a storm of unrest in the Pashtun belt which could lead to major destabilization of the government through suicide bombings and so forth.
Og sandsynligvis afskaffe Pakistans civile institutioner og cementere militæret i rollen som den egentlige overherre.

Hvordan kunne man dog tro, at Musharraf, militærets mand, ville konfrontere sine egne?

Det er spøjst. Det, som Vesten bør gøre i Pakistan, er det, vi påstår at ville: Støtte demokratiet. Men i virkeligheden ønsker vi ham med sildesalat på brystet - demokratiet er jo vægelsindet; man kan ikke stole på det. Var Vestens accept af Musharrafs militærdiktatur et spejl af en fascistisk undertone i Europa og USA? En stærk mand, der tager sig af sagerne? Vores accept af Karimovs brutale styre i Uzbekistan er en lignende situation:
President Islam Karimov has run a highly repressive, corrupt and totalitarian political system and he has refused to carry out even the basic economic and political reforms that other post-Soviet states have done. There is no democracy and no opposition, and as a result the opposition tends to become radicalized quickly, and then forced underground. Many young people are subsequently lured to Islamic militancy, which today means going to FATA and Afghanistan for training with the Islamic Movement of Uzbekistan and other such radical groups allied to Al Qaeda and the Taliban. Such groups have now become pan-Central Asian in that they take in recruits from Xinjiang in China and Chechens in the Caucasus. The U.S. relationship with Uzbekistan has been complex, but under Bush it has come to focus entirely on the need to use Uzbekistan as a support base for military operations.

A real crisis in Uzbekistan is likely to develop over the succession to Karimov. He is old and ill. There is infighting between the power brokers of his regime over who would succeed him, while he is trying to secure his family’s wealth by insisting upon his daughter Gulnara as his successor. Any succession crisis that would divide the regime would be immediately exploited by the Islamic Movement of Uzbekistan and other such groups because there is no democratic opposition in the country. These militant groups are in the process of creating an underground Islamist movement in Central Asia–what is now being termed the “Central Asian Taliban.” The shock waves from a destabilized Uzbekistan will be felt throughout the region.
Terrorkrigens fremtid synes at ligge i at give penge til diktatorer, der slås med indre islamistisk opposition - om ikke andet, så fordi Vesten ikke vil eller kan lægge soldater til. Men penge har vi, penge til hele verden.

Det står skrevet, addendum

Der er en rumsteren blandt jødisk-amerikanske skribenter i øjeblikket, opsummeret her af Todd Gitlin på TPMCafé. Tvisten drejer sig om de højreorienterede amerikanske jøders formidable evne til at skubbe de venstreorienterede jøder helt ud af det amerikanske mediebillede, i forlængelse af diskussionen om AIPACs rolle i krigen mod Irak.

Trofæet er besiddelsen af det moralske kompas, der blev skabt i de moralske efterdønninger efter 2. Verdenskrig, som før beskrevet her på bloggen.

Det siger nemlig sig selv: Når nazismen er selveste ondskaben, når Hitler er Satan, så følger det, at jødedommen står for selveste godheden, da jøderne var det folk, der led hårdest under nazisterne. Jødedommen er siden blevet repræsenteret af Israel. At støtte Israel er derfor at være god. At angribe Israel er derfor at være ond. I denne meningsramme er hadsk, anti-israelsk retorik fra muslimske ledere ikke bare at sammenligne med, men præcis som Hitlers. Hamas er præcis som nazister. Ahmadinejad vil en ny jødeudryddelse. Historien vil gentage sig, hvis vi ikke - denne gang - er årvågne: Aldrig igen!

Trofæet er stort, da det indirekte giver stor indflydelse på brugen af den amerikanske hær, verdens mægtigste. Så den intra-jødisk-amerikanske kamp er faktisk temmelig vigtig for resten af verden. Højrefløjen har været kolossal effektiv: Diskursen i USA ligger et godt stykke til højre for selv den israelske, og vidden af offentligt tilladte meninger er meget smal.

Hvis det skulle lykkes for de venstreorienterede jødiske amerikanere at bryde de højreorienteredes repræsentationsmonopol, så er vejen lagt åben for fremskridt, da USA reelt er den eneste nation i verden, der kan vride armen om på Israel. Men der er lang vej endnu. Amerikansk udenrigspolitik er i hænderne på præsidenten, og republikanerne ligger nærmest til højre for Likud. Obamas særlige problem er det kølige forhold mellem sorte og jøder i USA, han skal være specielt forsigtig. Men han antyder noget af det rigtige - længere kan han ikke gå.